Projektet blev ikke realiseret i sin helhed og omtales kun fordi forslaget gav anledning til debat, om man skulle fastholde kravet om bopælspligt til en lejlighed eller om man i stedet kunne indrette 3 ferieboliger i en mindre provinsby. Den bevaringsværdige ejendom har en butik ud mod torvet og stort ubenyttet rum i husets bagerste halvdel samt et stort loftrum. En ombygning og renovering til helårsbolig ville ikke være rentabel, hvorfor ejeren ønskede de tomme lokaler ombygget til tre ferieboliger.
Vi udarbejdede derfor forslag til tre højisolerede ferieboliger, hvor det ydre blev ændret med fire nye tagkviste på de to tagflader samt udskiftning af gavllem til to nye vinduer mod syd. Fra starten havde vi en fin dialog med Bevaringsforeningen Svanekes Venner, som godkendte og roste projektet for nænsom indpasning i et sårbart bymiljø. Vi vurderede derfor, at en renovering + den bedre arealudnyttelse ville få myndighederne til at give en byggetilladelse… Men efter flere års debat og byggesagsbehandling blev projektet afvist, da man holdt fast i at lejlighederne skulle have helårsstatus.
Undervejs blev det store rum i underetagen renoveret og indrettet med stue, værelser, køkken og bad som bygherre brugte som privat feriebolig, mens familien forsøgte at udleje det til helårsbolig, hvilket viste sig umuligt. Efter nogle år blev lejligheden derfor ombygget til butik for glas og turistartikler. Men det store loftrum på 300 m2 står stadig ubenyttet på grund af kravet om bopælspligt…