En tilbygning behøver ikke nødvendigvis at være stor for at øge husets arkitektur og funktion. Nedenfor er vist tre villaer, der alle har fået tilføjet en tilbygning med tagterrasse på hovedbygningens gavl. Udover at huset ofte får mere karakter, opleves stuerne større større end de er, da de nu bliver en siute.
At bygge på eksisterende gavle er ofte ukompliceret, ligesom det er nemt at etablere en balkon på taget af tilbygningen. De tre viste eksempler har alle sådanne balkoner, men alligevel vidt forskellige.
TILBYGNING 1.Villa Malerbe – Humlebæk
Strandvejsvillaen fik bygget en ny halvrund tilbygning med stue og tagterrasse samt en større hævet terrasse, så huset blev orienteret mod Øresund. Samtidig blev ejendommen ombygget lige fra udskiftning af defekt bindingsværk til nyt køkken, nye badeværelser og en engelsk kamin. Sidefløjen i bindingsværk blev ombygget til kontor. Villaen er i dag erklæret bevarings værdig.
Vinduer i gavlen blev ændret til to dobbelte fløjdøre med udgang til den nye tagterrasse, som fik teaktræsgulv og metalrækværk med krydsbalustre.
Den nye hævede balkon ud for tilbygningen fik tilsvarende gulv og balustre i samme udformning.
TILBYGNING 2. Borgmestervillaen – Virum
Huset kaldte vi Borgmestervillaen, da vores bygherre var borgmester i kommunen, mens vi byggede om og til. Hovedbygningen opført 1920 er bevaringsværdigt, hvorfor tilbygningen skulle udføres i samme høje standard med blødstrøgne teglsten og special fremstillede sprosse vinduer. Huset havde en lille karnap på den ene facade, som er opført i bindingsværk, hvilket inspirerede os til at opføre tilbygningen i bindingsværk og røde mursten i de nederste tavl.
Tilbygningen fik loftstuk, som i eksisterende stuer og på gulvet blev lagt store travertin fliser med knasfuge, hvilket giver et varmt og elegant udtryk.
På 1. sal er vinduer udskiftet med fløjdøre med udgang til den nye tagterrasse, hvor gulv er af teak og balustre er af rustfrit stål for at skabe “lethed”, og for ikke at ødelægge den fremragende udsigt over den lille sø, der ligger for enden af den smukke have.
TILBYGNING 3 Villa Glad – Snekkersten
Familien købte den nedslidte villa. I stedet for evt. nedrivning blev villaen over et par år renoveret og fik blandt andet nyt køkken, badeværelser, varmesystem og opdatering af isolering.
Herefter projekterede vi tilbygningen med tagterrasse og to hævede terrasser, da gulv lå hævet over den skrånende grund. Facaderne havde tidligere fået en gang rød plastmaling, hvorfor puds blev fjernes og ny indfarvet tyndpuds på både den gamle og nye del.
TILBYGNING 4.Villa Freden – Espergærde
På samme måde som de to øvrige eksempler blev tilbygningen bygget på gavlen af det eksisterende hovedhus, ligesom der i forbindelse med tilbygningen blev udført balkon på taget samt en stor hævet terrasse med en stentrappe ned til haven. I Eksisterende hus blev udført forbedringer blandt andet udskiftning af nogle små vinduer til nogle større.
Gavlen blev forlænget og fik en dobbelt fløjdør med udgang til den nye hævede terrasse. Tilbygningen blev opført i pudset murværk, som hovedbygningen og rækværket på tagbalkonen blev udført i træ, der blev sortmalet i samme stil som altanen mod øst.
Haven og især terrasseanlægget blev omlagt og der blev opført et mindre udhus i sortmalet træ.