Ejendommen på Kultorvet består af forhus, sidehus og baghus. I sidehuset havde tidligere været kontorlokaler, som ejeren ønskede ombygget til lejligheder, hvorfor vi udførte opmåling og projektering til nye lejligheder på alle etagerne.
Vi udførte tilsvarende opmåling og projektering af 3 nye lejligheder i baghuset fra 1700 tallet, hvor der oprindelig har været stald. Vi fik byggetilladelse på begge sager, men bygherre gennemførte kun renovering og ombygning af lejlighederne i sidehuset og ikke i det lille faldefærdige baghus, da det ville blive for dyrt.
Først blev de gamle trækonstruktioner renoveret for gamle skader ligesom gulve og lofter blev fjernet, så etagedækkene kunne ombygges for at opfylde krav til trinlyd og lyd mellem etagerne. De tekniske installationer blev opdateret og efter malerentreprisen blev opsat nye køkkenelementer.
Sidehuset er hejseværket øverst på frontkvisten bevaret. Facader er behandlet med indfarvet tyndpuds og vinduer er malet hvide. Da gårdrummet er forholdsvis smalt er er alle indvendige synlige bjælker, bindingsværk, skabe og vægge malet kridhvide for at kompensere for lystabet.
I gårdrummet projekterede vi fælles skur til affaldscontainere og cykler og lagde en fælles terrasse oven på taget for at optimere opholdsarealet.