Lidt uden for Kvistgård projekterede vi ombygning og en ny tagetage oven på det tidligere hønsehus, Bygherre var advokat, der var gået på førpension, da maleri, musik og naturen var mere spændende end juraen. Hun havde tidligere boet i store huse, men ønskede nu at bo mere enkelt og gerne rustikt og i pagt med naturen. Et par år efter ombygningen og den nye tagetage besøgte jeg hende, og husker endnu hendes ord:
Tænk, jeg har aldrig elsket en bolig så højt. Lyset falder behageligt ind i alle rum og huset, det bare hviler i sig selv og aldrig har jeg været så kreativ som her…. Og så kan jeg sidde i timevis herude på den hævede balkon og bare glo ud over markerne, køerne og alle de vilde dyr. Smukkere kan det vel ikke siges.
I stueetagen er store teglklinker på gulvet og murstens væggene er berappet og malet. Dette sammen med de ru loftbrædder og de frilagte bjælker i flere af rummene understreger ønsket om et rustikt look.
Trappen op til den nye 1. sal er tilsvarende holdt i natur, hvorimod 1. sal har glatte hvidmalede overflader og en stor tagkvist, hvor dagslyset strømmer ind, da bygherre også havde behov for et “rent” rum, som hun udtrykte.
Ud for den nye store vestvendte tagkvist blev opført en hævet terrasse med trappe, så man dels kunne komme op/ned og dels sidde højt med udsigten over markerne og skovbrynet. Her kunne man også se solnedgangen. På husets anden side lå den store lå den store blomsterhave, som er et orgie af farver og små siddekroge.
Mange af malerierne på væggene er udført af bygherre, hvilket sammen med blomsterhaven, klaveret, nodestativet og de mange spændende nips hurtigt fortæller, at her bor en kunstnerisk ildsjæl, hvor det spontane og sjælfulde er vigtigere end en modernistisk arkitektur.