Familien ønskede den eksisterende villa ombygget til forældrehus og derudover en særskilt børneafdeling samt en musikstue, da flere af familie medlemmerne aktivt udøvede musik.
Vi foreslog derfor at det nye børnehus blev udført med tagrejsning med reference til villaen samt en lav mellembygning med musikstuen og køkken, således at ejendommen blev en mindre trelænget ejendom omkring en flisebelagt gårdhave.
Isometri (fugleperspektiv) viser det nye børnehus forrest og den nye musikstue incl. nye køkken i den lave mellembygning og bagerst den gamle villa.
Planen viser det nye børnehus med egen indgang samt mellembygningen med musikstue. Børnestuen blev udført med skråt loft, hvorimod loftet i de to børneværelse blev vandrette, så der kunne bygges en stor hems.
2. “NABOHUSET”
Ikke sjældent tegner vi flere huse eller tilbygninger på samme vej, hvilket i sær på villaveje i ældre bydele er en herlig udfordring for os arkitekter, da husene på nabogrunden ofte er vidt forskellig i både arkitektur og byggeteknik. Ovenstående Villa Stuckenberg er således en charmerende ældre gulpudset ejendom, hvorimod nedenstående villa (kun et par husnumre væk) med sit stejle tag og røde murstensfacader har mere pondus og signalerer noget helt andet. Tilgang til opgaven og løsningen er derfor også meget anderledes.
Skitseforslag visende tilbygning samt ændringer i eksisterende villa. I det endelige projekt blev foretaget flere justeringer.
Tilbygningen er med fuld kælder og udnyttet 1. sal som har fået taskekvist på begge tagflader. Mod den vestvendte have er to store fløjdøre direkte ud til den nye terrasse.
Den eksisterende villa blev delvis ombygget. Blandt andet blev en del af gavlmuren fjernet, så tilbygningens pejsestue og det eksisterende værelse blev til en ny stor stue, ligesom der blev etableret nyt vindue mod øst og en fløjdør mod vest.
3. En tredje måde at bygge til
Hvor ovenstående to villaer viser tilbygninger i samme materialer som hovedhuset, så viser nedenstående skitse en anden måde, hvor tilbygningen ikke opføres i samme materialer og arkitektur som hovedhuset, da netop kontrasten kan skabe nye kvaliteter.
Ejendommen var en ældre murstensvilla i Rungsted Kyst, hvor husherren havde et liberalt enmandsfirma. Han ville gerne sidde isoleret samtidig med, at han ønskede at kunne gå tørskoet hen til hovedhusets toilet. Samtidig brugte man ikke haven.
Vi foreslog derfor et nyt anneks opført i træ med kun et rum, hvor den ene halvdel var højloftet og den anden halvdel var opvarmet loft, da man havde behov for et tørt arkiv.
Annekset blev forbundet med en glasgang, så man samtidig kunne indrette et sydvendt gårdrum.