Tre nabohuse, Rungsted Kyst

På den nye udstykning havde Hørsholm Kommune udarbejdet en regid lokalplan, der kun tillod enfamiliehuse i én etage med taghældning fra 25 til 35 grader, hvilket medførte, at områdets huse fik et forholdsvis ens udtryk. Til gengæld var de enkelte parceller store, så man kunne opføre ret store huse.  De tre huse er derfor næsten 200 m² store og har åbne planløsninger, adskilte børneafdelinger og  hjemmekontor med egen indgang og toilet, opdelt i delvist adskilte bygninger. De tre individuelle villaer opfylder derfor den kræsne boligejers ønsker til boligkomfort.   

VILLA 1 – Familien F. Hansen 

Bygherre ønskede huset opdelt i  børne og voksenafdeling, hvilket førte til to selvstændige bygninger indbyrdes forbundne med en mellemgang med en aflang entre og direkte udsigt til den sydvest vendte gårdhave. I forlængelse af voksenhuset blev taget ført ud til en dobbelt carport og stor udhus. Facaderne blev pudset og malet hvide og taget blev beklædt med en rødbrun tegl.

VILLA 2 – familien Wulff.

Først ønskede bygherren et længehus, som vi dog hurtigt ændrede til et vinkelhus, så der blev bedre visuel kontakt til den lille sø, samtidig med at der kunne anlægges en stor sydvest vendt terrasse.  Haven blev anlagt lidt som en åben engelsk “park” med klippede buske og opstammede birketræer, hvilket spillede fint op til bygherrens kræsne valg af materialer til gulve, køkken, fliser og sanitet.   

Fotoet til venstre er taget kort tid efter at huset var færdigt og inden haven endnu var færdiganlagt. 

Husets træværk var oprindeligt malet sort, som på fotoet, men blev efter nogle år malet hvidt, jf. det  øverste foto, hvor man også kan se, at havens beplantning og træer har fået fat, og carporten med udhus er opført. 

VILLA 3 – familien Friis.

Ejendommen består i princippet af et vinkelhus for selve boligen samt en smal glasgang ud til kontorbygningen med et stort kontorlokale, et kopi- og arkivrum samt et toilet. 

Mod nord er der bygget en carport med udhus, og i vinklen mellem boligen og kontorbygningens gavl er der anlagt en sydvestorienteret terrasse samt  en udendørs swimmingpool.  

 

Ejendommen set i fugleperspektiv fra sydvest.