Huset er i princippet et almindeligt længehus, men med få arkitektoniske greb adskiller det sig alligevel og familien har fået lidt flere arkitektoniske oplevelser.
Huset har været omtalt i både House and Garden, Schöne Wohnungen og Bo Bedre. Fra Bo Bedre skal citeres: Det er huse som dette, der har gjort dansk arkitektur verdensberømt. Et hus der fungerer som det skal. Med smukke oplevelsesfyldte rum og lavet af gedigne materialer, der er i fuldkommen harmoni med naturen og ældes med ynde. Citat slut. En ros, der nok lige er i overkanten, men da vi besøgte det nogle år efter færdiggørelsen ramte lyset og stofligheden mig med overraskende kraft.