5 lejligheder i 2 byhuse

Ejendommen, der ligger i Helsingør, består af to sammenbyggede huse med i alt 5 lejemål fordelt med fire i den murede hovedbygning fra 1920 og en lejlighed i bindingsværkhuset fra 1850. De fire lejligheder i den grundmurede ejendom fik inddraget areal, så de små toilettet uden brus kunne ombygges til små badeværelser med toilet, håndvask og bruseniche. Endvidere blev vinduer udskiftet og ejendommen efterisoleret for brand og energitab. Bindingsværkshuset blev renoveret med nyt badeværelse og åbent køkken i stueetagen og ny tagkvist. 

Ombygning af butik til bolig.

I hjørneejendommen var oprindelig indrettet butik med indgangsdør i det skrå hjørne flankeret af et par store butiksvinduer ud mod de to gader. Med tiden mistede butikken (ismejeri og kiosk) kunder og ejeren bad os udarbejde projekt så der i stedet kunne indrettes bolig. 

Samtidig stod vi for projektering af nyt varmeanlæg i kælder, radiatorer i alle lejlighederne,  branddøre, nye vinduer, efterisolering samt en generel opdatering af den nedslidte Helsingør ejendom.  

Butiksdøren på hushjørnet og de  store butiksvinduer ud mod de to gader blev ændret til tre to-fags sidehængte vinduer og facaden blev pudset op i kvadre som på den øvrige underetage.

Efter ombygningen vil forbipasserende næppe tænke over, at der tidligere har ligget en hjørnebutik – og en ny  lejebolig med en rimelig husleje og central beliggenhed er der altid efterspørgsel efter.