Vi udarbejdede forslag til en ny LOKALPLAN samt BEBYGGELSESPLANEN for 20 nye seniorboliger omkring en fælles grønning i udkanten af Kalundborg.
Planens overordnede mål var at skabe en bebyggelse, hvor de private grunde var relative små og nemme at passe for seniorer, og således at det store restareal kunne udlægges til fællesområde for uforpligtende samvær og fællesskaber. Bygherre ønskede at husene i materialer og standard skulle være for folk med almindelige indkomster, hvilket medførte at alle husene var solgt allerede ved tagratens færdiggørelse.
Parkering på de smalle veje blev via lokalplanen ikke tilladt. P-områderne blev i stedet placeret i yderkanterne hver med en aflang carport med plads til 5-8 biler. De aflange carporte fik sadeltage med røde tagsten i tegl, så de matchede boligernes røde tage.
Boligerne er mellem 76 og 96 m2 og hvert hus har en privat have på ca. 300 m2 fordelt på for- og baghave.
Husene er relativ ens og uden fordyrende detaljer, hvorfor bebyggelsen på en flad grund ville opleves lidt monoton.
For at undgå dette, er husene lagt vinkelret på højdekurvene, så der opstår en bølgende bevægelse af husene.
EVALUERING
Husene var tiltænkt seniorer, men blev købt af folk i alle aldersgrupper ved tagratens afslutning.
Tilkørselsvej og parkeringsforhold fungerer fint, hvorimod den grønne plads med borde og bænke kun sjældent bruges i fællesskab. Den planlagte petanque bane, bålpladsen og flaghøjen er aldrig blevet realiseret.
Bygherren ændrede under byggeriet flere detaljer på facaderne, men husenes planløsning og bebyggelsesplanen er som i projektet udført af arkitekt MAA Jan Arnt.
De enkelte huse varierer lidt i størrelsen, men er visuelt næsten ens. Alligevel oplever beboerne, at bebyggelsen er oplevelsesrig, da facader og de røde tagflader følger det kuperede terræn.
Beboerne udtrykker stor tilfredshed med husenes indretning og den samlede bebyggelsesplan omkring grønningen, selv om denne ikke helt benyttes som planlagt. Men som flere oplyser: Den store grønning medfører, at man fra alle husene har en fin udsigt.
Cookie Consent
We use cookies to improve your experience on our site. By using our site, you consent to cookies.